Oplevelser efter mødet med spritbilisten Torben og en engel, som jeg for nemheds skyld kalder Jørgen.

- skrevet med én hånd i sygesengen på Holbæk Sygehus – Ortopædkirurgisk afdeling. Ved siden af mig ligger Harry på 91 med lårbensbrud - vistnok. Han er langt væk og jeg er bekymret for ham - ingen kan komme i kontakt med ham.

Hjemad
Onsdag den 11. oktober havde jeg besøgt min datter på Kunsthøjskolen i Holbæk. Jeg kørte ind på motorvejen mod København på min motorcykel – en nyindkøbt velholdt rød Suzuki GSF 600 fra 99 – kun kørt 16.000 km.. Sammen med motorcyklen havde jeg købt en solid læderdragt, hjelm, motorhandsker og motorstøvler. Jeg tilhører den voksende gruppe af mænd (og piger) i 50-årsalderen, der pludselig finder ud af at de fortjener en motorcykel – hvorfor kan vi ikke selv forklare – men vores omgivelser taler klogt om at vi ”vil realisere os selv”…

Klokken er ca. 20 og det er mørkt på motorvejen men Suzuki’ens lygte lyser fint op da jeg glider gennem gearene og op til 6. gear, hvor jeg i højre vognbane lægger hastigheden på knap 100 km/t – en behagelig marchhastighed. Jeg nyder min maskines 4 cylindres summen, sidder godt og glæder mig over valget af denne model, der passer fint til mine lange ben.

Som et lyn
Pludselig mærker jeg et slag bagfra – og da jeg rammer den grovkornede asfalt råber jeg tre ord: Nej - Nej – Nej. Jørgen siger til mig at jeg skal slappe af i kroppen og lade hastigheden gå fra 100 til 0 på nogle få sekunder. Jeg ruller rundt et utal af gange - Jørgen styrer motorcyklen væk fra mig og da jeg ligger stille beordrer han mig til at løfte hovedet, orientere mig og rulle ind til siden – jeg adlyder.

Hvor galt står det til? Jørgen smiler til mig og jeg overmandes af lykke over at være i live. Til min store forbløffelse kan jeg rejse mig og mens jeg af en eller anden grund vakler hen mod motorcyklen, konstaterer jeg at nakke og ryg er nogenlunde OK, knæene gør ondt – venstre arm duer ikke til noget - Jørgen slår ud med armene og siger at hvor der handles - der spildes…

Jeg synes jeg skal sætte mig ned – helt ned - og søde mennesker kommer mig nu til hjælp – en holder mig i hånden mens de diskuterer, om jeg skal have hjelmen af og om jeg skal i aflåst sideleje. Jeg er stadig lykkelig men siger ret bestemt at de bare skal holde fingrene fra min venstre arm. Jeg spørger om de har set hvad der skete – men nej. En af de søde finder en død due og har en teori om at dén har væltet mig – Jørgen ryster på hovedet – det kunne hans kollega ikke finde på. En anden af de søde siger at der holder en bil længere henne af motorvejen…

En ambulance (– nu med læge) kommer til. Jeg bliver nænsomt bakset ind og de siger, jeg skal have tøjet af. ”Må vi klippe lædertøjet?” jeg overvejer men beslutter at frelse dragtens liv – ligesom den frelste mit. Venstre arm er dog ikke helt enig i den beslutning. ”Skal vi fiksere ham” ”Nej - det er ikke nødvendigt”. En ambulancemand spørger spagfærdigt, om de ikke altid skal fiksere forulykkede motorcyklister?

En Falck mand stikker hovedet ind i ambulancen og spørger mig om de skal flytte motorcyklen. Jeg spørger ham om han ikke selv synes det ville være ret kløgtigt at fjerne den fra motorvejen. ”Jeg SKAL spørge” siger han. Sikke et ansvar at få for en nær død med venstre arm af led. Jeg træffer en hurtig myndig beslutning og kommanderer ”Flyt den!” OK! Siger han og adlyder. Jørgen nikker anerkendende – så kan han måske komme tidligt hjem.

”Kør forsigtigt med min arm” siger jeg – en mærkelig sætning, som heller ikke gør stort indtryk – respekt for det – jeg vil jo også gerne hurtigt på hospitalet. Dørene går op – en læge brøler ”Hvorfor fanden er han ikke fikseret?” ”Jeg sagde det jo…. lyder det fra den spagfærdige”

Hospitalet
Et opbud af læger, sygeplejersker o.s.v. tager imod mig. US serien ”Skadestuen” blegner. Teamet kører ligeså godt som min nu smadrede Suzuki. Alt på mig bliver undersøgt – og jeg mener ALT. Den arm skal sættes på plads, siger en læge og forklarer mig hvilke bevægelser jeg ikke må foretage 10 dage efter. Jeg spørger, om jeg ikke kan få forklaret det senere, hvilket han lover.

Armen skal på plads nu – og jeg er enig. Jeg tænker ”Om lidt er det overstået” og forestiller mig, hvordan det mon føles om lidt, når knogler klemmer hen over nerver. Nogen – måske en studerende trækker i armen 3-4 gange – og jeg trækker imod (og det er ikke for at drille). Det nytter ikke – du må bedøves – siger lægen og jeg er hans for altid. 4 minutter efter slår jeg øjnene op og det er overstået.

Der resterer dog nu to problemer: 1 - Jeg kan ikke trække vejret! 2 - Jeg kan ikke fortælle det på grund af problem 1. Pludselig kommer der dog luft igen og jeg fortæller, at jeg ikke kunne få vejret uden at nogen kommenterer den bagatel. Jeg klager over smerter i det ene knæ og bliver sendt til røntgen.

Op på en stue og falde til ro. Armen gør ondt – men er på plads. Mine knæ beslutter sig nu til at tage magten. De hæver vildt og gør bøjning uudholdelig. Om natten kommer en sød kvindelig læge, der præsenterer sig som Delight, hvilket hun også er. Hun tegner bekymret med kuglepen på det venstre knæ og overvejer at stikke en nål ind og tømme væske ud.. Vi beslutter at vente og se om det falder af sig selv. Det gør det ikke.

Udfordringer...
Holdningen på sygehuset er næste dag, at jeg skal se at komme hjem. Jeg stavrer på opfordring rundt på to opsvulmede stive smertende knæ. Når jeg skal sætte mig sker det med strakte ben – jeg lader mig simpelthen falde kontrolleret, hvor jeg skal sidde og vælger derfor kun høje stole og senge. Jeg forklarer, at jeg simpelthen ikke vil kunne komme op og ned i min ret lave seng derhjemme. Jeg agter at blive lidt endnu…

En fysioterapeut bliver tilkaldt og hun siger, at der findes en række tilbud til mig derhjemme. Jeg spørger efter en løsning på sengeproblemet og hun siger: ”Klodser under sengen” Umuligt – siger jeg, min massive kaneseng er alt for tung og næsten indbygget. Hvem skulle i øvrigt løfte sengen og montere klodserne. Dine pårørende, siger hun. Jeg har ingen pårørende, der kan klare den entreprenøropgave. Hvad med naboerne, spørger hun. Jeg himler og siger nej tak til klodser… Jeg får en lys ide: Hvad med et stativ med et håndtag, så jeg kan trække mig op og ned med den raske arm. Det har hun aldrig hørt om, siger hun lidt bistert. Vi skilles som ikke særligt gode venner. Jeg håber, jeg møder hende igen, så vi kan få redet det lidt ud. Måske er det mig, der har urimelige forventninger.

Stuegang
- næste dag. Jeg troede du skulle hjem i går, siger lægen lidt bebrejdende. Jeg siger at jeg er svimmel når jeg stavrer rundt og at mine knæ gør MEGET ondt – især venstre. Lægen siger, at røntgen viser, at knæene ikke er alvorligt skadede. Jeg siger, at knæene bør scannes, da røntgen jo kun viser knogler. Der er ikke basis for en scanning, siger han. Vi måler hinanden som to boksere. Jeg siger, at kun det ene knæ blev røntgenfotograferet – var det højre eller venstre, spørger jeg? Det ved han ikke og han aner et problem her. Jeg undersøger knæene, det skal da ikke komme an på det, siger lægen.

Jeg siger tak og smiler lettet – og han undersøger begge knæ professionelt og meget grundigt. Jørgen lægger en hånd på lægens skulder og han træder ud af prof. rollen. Jeg kan godt se at vi ikke kan sende dig hjem før venstre knæ er ordentligt undersøgt - jeg bestiller tid til en scanning. Manden er pludselig helt anderledes. Senere kommer lægen forbi og siger at scanneren desværre er fuldt optaget af akutte tilfælde og at han gerne vil lave en kikkertundersøgelse i stedet. Jeg siger ja tak og smiler igen.

Kikkertundersøgelsen udskydes et også et døgn, da de har fået mange akutte patienter - og der må prioriteres. Det har jeg fuld forståelse for.

Næste dag kigger overlægen Kim ind til mig for at forberede mig på kikkertundersøgelsen. Jeg genkender ham som lægen, der ville instruere i forbudte armbevægelser. Jeg synes, at venstre knæ er lidt bedre og vi enes om lige at se tiden an ti dage, da der alt andet lige er en risiko ved undersøgelsen og knæet er irriteret nok i forvejen. Kim sender en fysioterapeut ind. Han giver mig nogle knæbind, der mindsker ubehaget og smerterne noget. Jeg satser på at tage hjem i morgen og spekulerer på den lave seng…

Hvad med Harry?
Lægen Silje prøver at komme i kontakt med Harry og han svarer faktisk et eller andet i 1 sekund – og så er han væk igen. Hun gør et eller andet og da hun går, kan jeg pludselig høre hans åndedræt, hvilket beroliger mig. - noget bobler ligesom en akvariepumpe.

Næste dag får en flok meget søde og omsorgsfulde sygeplejersker vækket Harry, han kommer lidt op og gå og akvariepumpen er pludselig erstattet med Harry’s gebis, der lystigt gumler på maden – herligt. Jørgen smiler til mig.

------------------

Skylden...
På motorvejen nogle hundrede meter efter ulykkestedet holder en Peugeot 309. I bilen sidder Torben, der kørte op i mig bagfra. Pludselig dukker politiet op og spørger Torben om en masse. I bilen sidder også 3 børn på 2, 4 og 7 år. De får lov at opleve at Torben puster i et apparat og at han derefter bliver anholdt. På politistationen ser børnene tegnefilm mens Torben får taget en blodprøve.

Refleksioner
Tak til alle de søde folk omkring Holbæk, der har hjulpet mig: De tililende på motorvejen, ambulancefolk, teamet i akutmodtagelsen, personalet på Ortopædkirurgisk afdeling. I gjorde alle et fremragende job og i de få tilfælde, hvor jeg ikke følte mig tryg, sagde jeg fra og vi fandt ud af det.

Flere scannere til folket!!

Torben – du går en svær tid i møde og det fortjener du. Dine nære fortjener det ikke – men de får det også svært. Jeg håber, at Jørgen og andre professionelle får tid til at hjælpe dig – men der må prioriteres…

Claus Bagge-Petersen